ØL-YOGA

Øl og yoga i befriende forening! Men det er ikke ren gøgl. Ølyoga er en energiudløsende oplevelse, hvor du, med alkohol i blodet, eller balancerende ovenpå hovedet, smyger dig gennem Krigeren og Solhilsnen med fornyet indlevelse og et lille smil på læben.

Vi er ikke de rene nybegyndere i denne disciplin; vores in-house yogainstruktør og fysioterapeut Julie har afholdt seancerne i en årrække på bryggeriet med stor succes. Et gavekort til ølyoga er en oplagt idé — både til det moderne, stressramte menneske, den chillede livsnyder, eller de utallige variationer derimellem.

Hvis man vil sig selv det bedste, så kombinerer man kropsudfoldelsen med efterfølgende frokost af fabelagtige lokale råvarer og måske en øl mere, nu man er her. 

OBS: Vi tilpasser arrangementet efter de gældende afstandsregler på de givne datoer

ØLSMAGNING MED RUNDVISNING OG ANRETNINGER

Så kom med, og smag forskellen, når vi parrer vores gode øller med lækre, økologiske anretninger.

I løbet af efteråret holder vi fire forskellige rundvisninger med dertil ølsmagning og godbidder. Vi har fire forskellige aftener til fire forskellige slags smagsløg: charcuterie, luksus-fiskekonserves, ost eller chokolade! 

Kom med på en festlig rundtur mellem bryggeriets tanke, hvor I kommer helt tæt på brygningen af Herslevs øl. I vil blive ført rundt i produktionen af Lars Bo og smage øl, og ind imellem smagningerne er der dækket op med mad i ølladen — nøje afstemt den øl I lige har smagt. Kulinarisk ølsmagning er altid fantastisk hyggelige aftener (med en lille fjer på), og vi glæder os til at se jer.

OBS: Vi tilpasser arrangementet efter de gældende afstandsregler på de givne datoer